Post by Pierre La Crox on Jun 17, 2011 9:24:15 GMT -5
Tréss siger, at hundebid kan være livsfarligt. Jeg har tænkt mig at afprøve det. Men der er ingen hunde her, kun mistroiske mennesker, som ikke stoler et hak på andre. Sådan ser det i hvert fald ud. Vi taler ikke sammen. De andre ser griske ud. Penge er selvfølgelig altid dejligt, men egentlig er det mere udfordringen, der trækker i mig. Men man kan næsten se mønterne i de andres øjne, hvordan de higer efter at opnå dem. Dusøren er høj, høj nok til at tiltrække horder af mennesker, som er villige til at gå i døden for dem. Hvis det ikke var for opgaven, var jeg allerede langt væk. Jeg har penge nok, jeg har ikke brug for at vinde dem, på samme måde som de andre. Hvis jeg sagde det højt, ville jeg blive slået ned. Det ville såre dem, hvis jeg kom ind og stjal deres mulighed for rigdom.
Der er en sød fyr. Han er tatoveret og ret kraftig. Desuden er han faldet i snak med mange af de andre som det naturligste i verden. Han siger, at han hedder Ludwig. Jeg har også talt kort med ham. Jeg kan høre skridt. Det er derfor, min skrift pludselig bliver så sjusket, jeg håber, at jeg kan læse det igen, næste gang jeg skulle få trang til at genopleve minderne. Men det er ikke noget vigtigt.
Der er en sød fyr. Han er tatoveret og ret kraftig. Desuden er han faldet i snak med mange af de andre som det naturligste i verden. Han siger, at han hedder Ludwig. Jeg har også talt kort med ham. Jeg kan høre skridt. Det er derfor, min skrift pludselig bliver så sjusket, jeg håber, at jeg kan læse det igen, næste gang jeg skulle få trang til at genopleve minderne. Men det er ikke noget vigtigt.